|
Hunden
Familien og hunden
Desværre udgør jagten jo kun en lille del af vores tid. Derfor er hundens funktion som medlem af familien meget vigtig. Det er vigtigt for jægeren at hunden er vellidt af hele familien.
Det indgår ikke i de officielle bedømmelser af jagthunde, men jeg ønsker at hunden skal indbyde til at blive klappet. Den skal se rar og ikke ulækker ud. Den må ikke være for stor og dominerende inde i huset. Den skal være glad, venlig og kontakt-søgende.
Jeg vil ikke have en hund, som man ikke har lyst til at have inde i huset sammen med ægtefælle og børn.
Alt dette opfylder Kleiner Münsterländeren bedre end de fleste jagthunde. En Kleiner Münsterländer kan det samme som alle andre stående hunde, blot i form af en relativt lille hund, 18-25 kg.
Jeg tror meget på at båndene mellem menneske og hund også har en fysisk dimension. Når man tager pladsen som fører, er det vigtigt at vise hunden at man beskytter den i ét og alt. Derfor lader jeg af og til hunden få lov til at sove på mine ben, mens jeg ser TV. Det styrker uden tvivl hundens hengivenhed. Men det sker kun, når jeg vil; aldrig når hunden tigger om det.
Forbedring af hundens brugsegenskaber
En god jagthund skal have mange gode enkelt-egenskaber. Blandt disse er følgende vigtige:
- Samarbejdsvilje (Dressurbarhed og letførlighed).
- Læreevne.
- Færtegenskaber.
- Jagtdrift.
- Sporvilje og sporsikkerhed.
- Udholdenhed og hurtighed.
- Søg
- Villighed til at apportere anskudt og dødt rovvildt.
- Anlæg for stand.
- Vandpassion.
- Robust temperament.
Min mission med opdrættet er at forbedre følgende egenskaber:
- Samarbejdsvilje (Dressurbarhed og letførlighed).
- Læreevne.
- Jagtdrift.
Jeg skal i det efterfølgende forklare, hvorfor jeg fokuserer på netop disse tre egenskaber.
Mit formål med at opdrætte hunde er at gøre racen bedre. At opnå dette enkle mål er desværre uhyre kompliceret.
Hundeavlens udfordringer
For at tage det letteste først, så er jeg ligeglad med hundens farver, så længe de ligger inden for racestandarden. Jeg interesserer mig kun for brugsegenskaber og den fysiske kropsbygning (kaldet eksteriør). Mange jagthundefolk siger, at de er ligeglad med udstillinger, men for en opdrætter er der god mening i, at hundenes eksteriør vurderes.
En korrekt kropsbygning er jo en forudsætning for, at jagthunden har den styrke og udholdenhed, som kræves. Hvis proportionerne ikke er i orden, kan der let opstå slidskader, så man må pensionere hunden måske allerede i 5-6 års alderen. Et korrekt eksteriør er i høj grad også arveligt, så man ikke længere henne i generationerne får hvalpe med dårlig fysik. Gode udstillingsresultater er derfor ikke ligegyldige.
Hunden har 78 kromosomer, hvortil generne, altså arveanlæggene er knyttet. Disse 78 kromosomer kan kombineres til mindst 550 milliarder kromosom-kombinationer i hver sæd- eller ægcelle. Hver enkelt detalje i hunden er styret af et gen.
En detalje, som ét gen styrer, kan f.eks. være ørelængde, hårlængde, hver enkelt fordøjelsesproces, hvert element i instinkter og adfærd og millioner af andre detaljer. Kombinations-mulighederne for arveanlæggene overstiger derfor vores fatteevne.
Hvis man f.eks. vil forbedre én enkelt egenskab for en hund, så vil der blive fire forskellige udfald i afkommet. (To for hver af fader og moder og to for henholdsvis et dominerende og et vigende gen.)
Hvis man vil forbedre to egenskaber, så er der 16 forskellige udfald.
Vil man forbedre tre egenskaber, så er der 64 udfald. Hvis man skal gøre racen bedre, skal man så være i stand til at udvælge den eller de af de 64 udfald, som lige netop vil forbedre og ikke forringe afkommet.
Dette kompliceres yderligere af at man skal kunne skelne mellem arvelige og tillærte egenskaber, idet tillærte egenskaber jo ikke er arvelige. Men udfordringen stopper desværre ikke her, for mange egenskaber påvirker også hinanden indbyrdes. For eksempel kan en styrkelse af byttedriften let komme til at reducere evnen til samarbejde. Disse komplekse instinkter og drifter er jo ikke bare styret af et enkelt gen.
I praksis kan man derfor ikke magte at forbedre på mere end ca. tre egenskaber af gangen.
Mine prioriteter i opdrættet
Jeg fokuserer som nævnt på følgende brugsegenskaber:
- Samarbejdsvilje.
- Læreevne.
- Jagtdrift.
En Kleiner Münsterländer elsker hårdt arbejde.
Samarbejdsvilje
Samarbejdsviljen har meget høj prioritet i mit opdræt.
Før i tiden brugte man udtrykket dressurbarhed om gode hunde. Gamle dages hundetræning var præget af metoder, som vi i dag ikke må anvende eller ønsker at anvende af etiske grunde, f.eks. el-halsbånd eller simpelthen "tæv".
Hvis man analyserer lidt på begrebet "dressurbarhed", så kan det i den gammeldags forstand betyde at hundene kunne tåle de kontante og lidt brutale dressurmetoder. At de for eksempel ikke bliver ødelagte af at få nogle prygl.
Med den viden vi har om hundens måde at lære på i dag, så ved vi at hunden let kan trænes uden prygl. (Læs artiklen om konsekvens under Træningstips).
Jeg foretrækker derfor udtrykket samarbejdsvilje. Uddannelsen går langt lettere og hurtigere, hvis hunden virkeligt ønsker at samarbejde med træneren, i stedet for at man må udsætte den for hårdt pres for at få den til at udføre de ønskede handlinger. Det er tankevækkende at man indenfor politiets og militærets tjenestehunde prioriterer samarbejdsviljen helt i top. Da træneren koster lønkroner, drejer det sig om at få hunden gjort klar til tjeneste hurtigst muligt. Det sker lettest, hvis hunden gerne vil samarbejde fremfor at arbejde for sig selv.
Jeg har en svensk jagtkammerat, som har en Engelsk Setter, som "rapporterer". Hvis hans hund tager en stand for en dalrype på stor afstand, så bryder den standen og løber tilbage og henter ham. Og løber derefter tilbage, går ind i en ny stand og afvikler situationen efter bogen. For mig er det toppen af en samarbejdsvillig hund, som jager for sin herre. Det er et mål for mig at fremavle sådan en Kleiner Münsterländer, om det så skal tage mig resten af livet.
Hundetrænere med særlige evner kan måske nok få mere ud af en "hård" hund med en meget stærk vilje og selvstændighed, men den almindelige jæger skal også kunne træne og føre hundene med et rimeligt tidsforbrug.
Lære-evne
Jeg tillægger også læreevnen stor værdi. Den er ikke nødvendigvis knyttet til samarbejdsviljen og jeg vurderer derfor læreevnen særskilt.
Alle hundetrænere oplever at nogle hunde lærer meget let og hurtigt, mens andre skal have gentaget lektionerne mange gange før det "sidder fast".
At gøre hunde lærenemme har to elementer.
For det første skal deres hjerne have let ved at opbygge nye nerveforbindelser, så de nye handlinger lagres hurtigt. Vi ved at hunde lærer ved at der rent fysisk dannes nye nerveforbindelser. Derfor er den egenskab, som så mange andre af hundens egenskaber arvelig. For mig er det en vigtig egenskab i min avls-selektion.
For det andet har en god evne til at lære hurtigt og nemt også en direkte sammenhæng med samspillet med træneren.
Groft set lærer hunden ved at en given handling medfører et positivt eller et negativt udfald. Hvis hunden får en belønning som den oplever som positiv, så vil den efter nogle gentagelser have lært at den givne handling lønner sig. Man siger at adfærden er "forstærket".
Hvis den derimod får en negativ påvirkning, så holder den op med at gøre handlingen. Det lønner sig ikke. Et negativt udfald kan være at hunden ikke får fat i byttet, at den bliver våd og kold eller at den får en afstraffelse.
Et stort problem med træning af stående jagthunde er at belønning ofte er vanskelig. Mange jagthundes stærkeste er jagtdriften og den kan i princippet kun tilfredsstilles ved at hunden får fat i byttet og dræber det. Det ønsker vi jo ikke; hunden skal udvise ro i opfløj og skud og først apportere på vores kommando.
Selve jagtsituationen kan vi jo ikke kontrollere og derfor står vi faktisk ofte i den situation, at vi ikke kan belønne hunden for den adfærd, som vi ønsker. Hunden belønner faktisk sig selv! Over tiden vil det forstærke sig selv, så man i værste fald får en såkaldt "vildt-pisker", som faktisk ikke kan styres. Hvem har ikke oplevet en uregerlig hund, som lige drev de næste fire såter af for næsen af alle jægerne og den vildt råbende og fløjtende "hundefører"?
Derfor er det nødvendigt at avle hundene, så vi lettere kan belønne dem.
Det kan man gøre ved at avle på hundens kamp-leg drift. Kamplegdriften er en uhyre effektiv belønningsmekanisme; det man kalder en positiv forstærkning. Hvis hundene er genetisk disponeret for at ville lege med føreren, så er det den mest effektive belønning man kan bruge. Godbidder er ikke godt for en stående hund, for det gør dem mætte og dovne. Dog kan man bruge et trick, nemlig rugbrødstumper dybet i buillon. Hunden bliver nemlig ikke mæt af kulhydrat; det bliver den kun af protein og fedt.
Sultfølelsen er jo en mægtig ansporing for hunden. Vi ved f.eks. at sult tredobler følsomheden af lugtesansen. (Lugtesansen reduceres ikke af rugbrøds-snyde-godbidderne!)
Kamplegen har træneren 100 % kontrol over. Jeg bruger selv en "Kong", som er et stykke gummi-legetøj. Når hunden gør den ønskede handling, så belønner jeg den med at lege med Kong'en. Kong'en kan også bruges negativt ved at jeg ikke leger med hunden, hvis den ikke gør som jeg ønsker. Jeg bruger altså legen til at vise om jeg er tilfreds eller utilfreds med hundens handling.
Vi ved fra politiets og militærets tjenestehunde, at kamplegdriften er parallel med jagtdriften. Det betyder lige så meget for hunden at få dækket kampleg-lysten som at få dækket jagtlysten.
Det gør kampleg-driften til et uhyggeligt effektiv værktøj, forudsat at hundene er avlet til at besidde denne drift.
Det er derfor et vigtigt element i mit opdræt at styrke denne drift for derved at gøre hundene lettere at uddanne og træne.
Jagtdriften
Efter min opfattelse har vi i mange år fokuseret meget på jagtlysten i opdrættet. Det ses også af de såkaldte anlægsprøver, hvor jagtdriften vægtes særligt højt. Samarbejdet med føreren vurderes derimod ikke særligt nuanceret. Vi har derfor kun ganske få afprøvninger på hundenes læreevne og samarbejdsvillighed på de enkelte brugsprøver, nemlig for "Letførlighed" eller "Dirigerbarhed".
Efter min opfattelse kan det være medårsag til, at der bliver stadigt færre stående hunde i Danmark. Vi har måske avlet så hårdt på jagtlysten, at vi har frataget os selv redskaberne til at uddanne hundene uden stort besvær.
Mange hunde jager derved for sig selv og man kan kun få et slags samarbejde ved at undertrykke hunden eller inddæmme jagtlysten.
Derfor kan man med fordel justere jagtdriften i forhold til samarbejdsviljen og læreevnen, så man derved får avlet hunde, som er lettere at uddanne og ikke mindst føre under jagten.
Stort set alle danske Kleiner Münsterländere besidder i dag de nødvendige jagtegenskaber i fornuftig grad.
Hvis vi skal forbedre racen, så bør vi derfor gøre det nemmere at uddanne og føre hundene. Det er min mission.
Freja apporterer sin første tjurhane, ca. 6 kg, efter to timers søg.
Hanen blev skudt efter en kort men perfekt stand.
Tjur holder kun kort tid for hunden.
Størrelse
Endeligt skal jeg nævne, at jeg holder meget stædigt på at en Kleiner Münster-länder skal holde racemålene. Det er 52 cm for tæver og 54 cm for hanner, +/- 2 cm for begge køn.
Der har indsneget sig en manglende konsekvens i nogle grene af racen i de senere år.
Klik "Artikler" for at læse min artikel om emnet i Dansk Münsterländerklubs blad.
Hvorfor valgte jeg Kleiner Münsterländer?
Der er mange dejlige hunderacer at vælge imellem. Ønsker du at læse om hvorfor jeg valgte netop Kleiner Münsterländeren som min hunderace, så klik her.
|
