Velkommen til mit hundeliv!

Soldater og hunde

Jeg er 52 år gammel og har gået på jagt siden jeg var 16 år. Jeg har været soldat og officer i hele mit voksne liv og dette præger mit liv med hundene.

Jeg har uddannet og trænet soldater i omkring 30 år. Underligt nok, så skal hunde og soldater faktisk behandles og trænes på samme måde, nemlig med kærlighed, respekt og konsekvens. Al træning og uddannelse bør være målrettet, effektiv og motiverende.

Når soldaten skal trænes fra “rå” civilist til kampsoldat, må man altid huske, at en dag vil træner og elev være lige på slagmarken. Da kan man ikke forvente tilgivelse for tidligere ydmygelser og uretfærdigheder, som man måtte have gjort under uddannelsen.

Det er det samme med hunde. Man vil aldrig får en rigtig god jagthund, hvis man ikke behandler den som en soldat; ordentligt og respektfuldt. Mænd og hunde er loyale, hvis de respekterer og stoler på deres fører. Ingen er loyal overfor en skiderik!

Måske er det derfor jeg finder så megen glæde i at arbejde med hundene. At være kriger er et grund-instinkt for manden. På mange måder ligner jagten med den stående hund det fællesskab og hengivenhed, som mange husker – og savner – fra deres soldatertid. Krig og jagt er, bortset fra forplantningsinstinktet, grundlæggende dét, som vi mænd er programmeret til fra naturens side.

Urfugle-snehule fra Dalarna i Sverige.

I stærk kulde graver urfugl og tjur en lun snehule. Men hunden kan stadig let få fært af fuglene op gennem sneen. Men det ser underligt ud, når hunden tager stand af en snedrive. Bemærk aftrykket af vingeslaget fra fuglens opfløj. 

Jæger og hund – et team

Mine første jagterfaringer drejede sig om hunde, særligt Ruhåret Hønsehund og Strelluf-støvere.  Jeg voksede op i Vest-Jylland, hvor de vildtfattige revirer stillede store krav til hundene. Agerhønsene var stadig almindelige, dengang i 1970’erne. Dér lærte jeg betydningen af udholdende, jagtivrige vildtfindere med gode næser, som kilometer efter kilometer afsøger terrænet eller følger det mindste færtspor op med stædig vilje.

Der blev jeg smittet af den sygdom, som kun kan lindres af hundens stand. Når spændingen er bygget op af det hårde arbejde i hundens søg. Når hunden tager stand så kontant, at den sommetider snubler. Hele situationen er ladet med dynamit; hunden står spændt som en stålfjeder. Den er så ”tændt” at kommandoen ”Rejs!” udløser en gnistrende eksplosion.

Hunden stormer aggressivt frem og rejser fuglen, som nærmest skydes op i luften, som fra en katapult……hunden sætter sig og venter på at fuglen bliver skudt.

Når man knækker bøssen, med adrenalinen stadig pulsende gennem kroppen, og kommanderer ”Apport”. Man ser hunden søge og finde fuglen, derefter returnere og sætte sig stolt ved ens fødder og aflevere fuglen.

Ja, da kan man godt få en klump i halsen over at tilhøre et team, hvoraf i hvert fald det andet medlem er en fremragende jæger.

For mig er en fugl skudt over en stående hund sublime form for jagt; en jagtform som kulminerer i en dyb personlig tilfredsstillelse.

Det undrer mig, at denne personligt meget belønnende form for jagt ikke tiltrækker flere jægere som søger jagtoplevelser af megen høj kvalitet.

 Urhøne. Udbyttet af en eftermiddags jagt.

En jagtoplevelse af højeste karat.

Fuldbrugsprøven – træningsarbejdet kulminerer

Når man ser hunden løse alle sine opgaver I Fuldbrugsprøven efter hundreder af timers træning. Når hunden apporterer ræven med synlig stolthed, henter alle de udlagte ænder og duer og prøven kulminerer med schweisssporet, hvor hunden sidder stolt med bringslet i munden ved rådyret. Så må man sommetider vende ansigtet væk fra dommeren. Han skulle jo nødigt se en voksen mand, der er rørt til tårer af stolthed. Men så intensivt kan man opleve det.

Fugtige øjenkroge vil man også føle, når ens bedste jagtkammerat går til de evige jagtmarker efter mange års betingelsesløst kammeratskab. Hvis man ikke kan føle sådan, så bør man nok hellere blive inde i byen eller nøjes med at skyde lerduer. Man bør i hvert fald ikke eje en hund!

Jagt tilfredsstiller vores dybeste instinkter og på intet tidspunkt lever man mere intensivt end når jagten lykkes som resultat af et vellykket teamwork med ens bedste jagtkammerat; hunden.

Hunden er ikke ødelagt af det moderne højteknologiske samfund. Hunden bringer mennesket tilbage til det basale. Den jager, som ulven har gjort i titusinder af år, med sin næse og sin udholdenhed. Den er faktisk stadig omkring 99 procent ulv endnu.

Jagt bringer mennesket i harmoni med sig selv. Trods biler, computere og flyvemaskiner er vi jo stadigt stenaldermænd og det understreges for os, når vi jager med hunden.

Undersøgelser har vist at jægere er lykkeligere end andre mennesker og jeg tror, at jægere som jager med hund er først blandt ligemænd i denne sammenhæng.

Derfor er Kleiner Münsterländeren en vigtig del af mit liv.

Freja tager en pause mens fotografen nyder udsigten fra Skäråsen.