Kennel

Ehrensvärd

Valg af hvalp

 

At vælge hvalp er svært. Skal man vælge med følelser eller fornuft? Spørger man 10 ”eksperter” får man 10 svar, mindst!

Enhver, som har besluttet sig for at bruge penge og især megen tid på at uddanne en jagthund, ønsker at få det bedste udgangspunkt. Hvordan finder man så den bedste hvalp?

 

 

God hund eller dygtig fører?

 

Udover opdrætterens rosende ord om netop hans hunde (det gælder jo også mig), bør man se på hvilke brugsprøver hunden og især dens forfædre har bestået. Der er desværre en tendens til at, hvis en bestemt hund har vundet et eller andet mesterskab, så vil alle have hvalpe fra den eller have deres tæve parret med den.

Et enkelt mesterskab siger desværre ikke ret meget. For det første er held og uheld et stort element i enhver prøve. ”Jagtlykke” er ikke bare en tom frase. På enhver prøve er der hunde, som er heldige at løbe ind i fugle lige fra starten, mens andre slider i otte timer uden at komme for fugle.

 

Èt godt resultat kan lige så vel være et resultat af en dygtig fører med en middelmådig hund, som omvendt . Eller rent og skært held! Særlig stor risiko er der for et fejlvalg, hvis man udelukkende vælger hund ud fra resultatet i Vinderklassen. Vinderklasseresultater har et stort element af held og den drevne og dygtige konkurrence-hundefører har meget stor indflydelse på resultatet. Dette siger imidlertid meget lidt om, hvorvidt du får en dressurbar hund med alsidige egenskaber, med mindre den pågældende hunds forfædre har vundet de seneste generationer. Erhvervede egenskaber nedarves nemlig ikke. Derved skal forstås, at alt hvad en dygtig træner lærer hunden overhovedet ikke føres videre til hvalpene.

 

Ydermere er det velkendt blandt opdrættere, at de helt store "stjerner" sjældent producerer det afkom, som man havde håbet på. Ofte er "stjernen", som alle drømmer om, ofte en følge af en usædvanlig heldig parringskombination, som er svær eller umulig at gentage. At stjernens gener "flammer" op, så hunden bliver en "stjerne" kræver også at hunden kommer i hænderne på den rette træner og fører. Gennemsnits-hundetræneren kan næppe udnytte denne hunds potentiale.

 

 

Roer favoriserer store hunde

 

Man skal huske, at mesterskaber og vinderklasseprøver i dag overvejende afholdes i roemarker på udsatte fugle. Og netop roer er et meget vanskeligt terræn som favoriserer høje hunde. Den høje hund kan se sin fører hele tiden, mens den lille Kleiner Münsterländer må hoppe op for at få kontakt, hvilket slider voldsomt på fysikken og psyken.

 

Den lille hunds næse vil være under roebladene, hvilket ”trækker” hunden ned og let får den til at ”rode” i færten nede under bladene. Den høje hunds næse fanger derimod færten oppe over bladene.

Roebladene skaber en voldsom støj, når de rammer den lille hunds ører. Det kan virke som hunden er ulydig, men skyldes at den simpelthen ikke kan høre fløjten. Tænk på, hvor lidt du egentligt kan høre for dine egne fodtrin i roer. Hvis en kammerat råber til dig fra afstand, må du stoppe op for at høre ham. Eller prøv at lægge dig ned med ørerne under bladene og slå til bladene med hånden.

 

Derfor ligger roemarker som terræn simpelthen bedre for store hunde som Korthåret og Ruhåret Hønsehund, som oftest vinder Danmarksmesterskaberne i markprøve.

Så, med mindre du overvejende jager i roer (dem er der jo ikke mange af mere i Danmark), finder du ikke mange argumenter for valg af hvalp ved kun at se på mesterskaber og vinderklasseprøver.

 

 

Fuldbrugsprøven giver bedst sikkerhed

 

Jeg anbefaler, at du vælger end hund, som selv har eller har forfædre, som har bestået Fuldbrugsprøven med 1. Præmie (inklusive rapportering på schweiss). Derved får du sikkerhed for en alsidig hund med et en god dressurbarhed. Altså en hund som kan lære alle disciplinerne. Det sikrer dig de bedste betingelser for din optræning af din hund.

 

Det gælder om at vælge en hund som har bestået prøven i så ung en alder som muligt.

Bedst er de såkaldte anlægsprøver, som tyskerne holder. Disse prøver afholdes i en så ung alder, at hundens adfærd endnu ikke er formet helt af dressuren. Dog har anlægsprøverne den store svaghed, at den stort set kun vurderer hundens jagtlige anlæg og kun i ringe grad vurderer hundens samarbejdsvilje og læreevne (det man kunne kalde dressurbarhed).

 

Resultat kan derfor let blive, at en hund klarer sig flot på anlægsprøven, men den er meget vanskelig at træne. Måske har den så gode jagtanlæg og jagtdrift at den faktisk ikke kan styres. For stærk jagtdrift er efter min mening langt det overvejende problem for den gennemsnitlige hundetræner, som har meget svært ved at styre hunden.

Det overvejes at indføre anlægsprøver i Danmark, men indtil videre er Fuldbrugsprøverne endnu den bedste støtte for valg af hvalp. Hvis anlægsprøver indføres i Danmark er det mit håb at man ikke bare kopierer det tyske system, men forbedrer prøverne, så vi får en udvidet afprøvning af hundens læreevne og samarbejdsvillighed. Det er i hvert fald de to faktorer, som jeg gerne vil forbedre ved vores race. Det er mit mission med mit opdræt!

 

Fuldbrugsprøven er så krævende, at kun en hund med alsidige egenskaber og et robust temperament kan tåle belastningen ved træningen og selve prøven. Fuldbrugsprøven sikrer, at hunden både har gode jagtlige anlæg og at den er god til at lære og er samarbejdsvillig.

 

Fuldbrugsprøven løber over to dage og omfatter ca. 20 forskellige discipliner (se evt. prøvereglerne for Fuldbrugsprøven). Der er ikke plads til nogen svagheder, hvis hunden skal klare denne prøve.

 

 

Freja vandt den Fynske Fuldbrugsprøve 20. og 21. september 2008

med 253 point, 1. Præmie og prøvens bedste hund

 

 

Han eller tæve - lad dig ikke styre af myter

 

I disse år er der mange vordende hundeejere, som lader sig narre af en myte, nemlig at tæver skulle være lettere "at have" end hannerne. 

 

Denne myte har medført at hanner af nogle mennesker betragtes som en andenrangshund. En given opdrætter, som får et kuld med udelukkende hanner, modtager medfølelse og medynk; "dem slipper du da aldrig af." Det forlyder ovenikøbet at hanner af forældre, som måske ikke er så fint præmierede, sælges nærmest til spotpriser.

 

Jeg vil gerne bidrage til at aflive denne myte. Hanner er absolut ikke sværere at have end tæver, snarere tværtimod.

En tæve kommer i løbetid 1-3 gange om året, hvor den er "ved siden af sig selv". Den griser i hjemmet (der er ofte blodpletter på alle gulvene), den må melde afbud til prøver som man måske har trænet til i halve år og den kan ikke bruges til jagt sammen med andre hanhund, når den er i løbetid. Løbetiden varer fra to til fire uger.

 

En tæve udfordrer hele tiden dit førerskab i modsætning til hannen; når du én gang har sat en han på plads, så vil han normalt acceptere tingene indtil du viser åbenlys svaghed. En tæve, derimod skal derimod jævnligt have forklaret hvem der er fører. Min teori er, at tæverne hele tiden tester førerskabet fordi hun er programmeret til at knytte sig til den enhver tid stærkeste han, som kan beskytte hende og hendes hvalpe.  Derfor "ønsker" hun ikke en han, som engang var stærk; hun må hele tiden afprøve ham. Om teorien er rigtig, kan jeg ikke bevise, men det er en kendsgerning at tæverne ofte opfører sig sådan.

 

For mange år siden havde racen et rygte om, at hannerne var nogle kradse bæster. Det var måske også sandt, men i dag er dressurbarheden og samarbejdsvilligheden så godt indavlet, at hannerne på mange måder er nemmere end tæverne.

 

Nogle mennesker vælger også en tæve for at have en mulighed for at tjene lidt penge på et kuld.

Til dette vil jeg sige: Fortæl ikke nogen fagforening om din timeløn ved hundeopdræt. Timelønnen vil være klart ulovlig.

Spøg til side, det er ikke nogen guldgrube at opdrætte hunde. Fordi man er følelsesmæssigt bundet til hundene, driver man det jo netop ikke som en forretning og derfor overstiger omkostningerne normalt  indtægterne. Så ønsket om at tjene penge ved at tage et kuld bør ikke være en faktor ved dit valg af køn. Man kommer i øvrigt betydeligt lettere til pengene ved at tilbyde en god avlshan.

 

Hvis man vil avle på sin tæve, bør udgangspunktet være at man oprigtigt ønsker at forbedre racens egenskaber. Avlsarbejde er et projekt som tager mange år. Derfor bør man heller ikke købe en tæve, blot fordi man synes at "det kunne være sjovt at få et kuld søde hundehvalpe".

 

Andre hundeejere parrer deres tæve fordi, "det er synd hvis hun ikke får lov at få hvalpe".

Til det vil jeg sige, at tæven er fuldstændig ligeglad. Den har ikke nogen bevidsthed om forplantning. Hvis den bliver parret, får den hvalpe. Hvis ikke, er den ligeglad. (Et andet er, om disse "vildskudsparringer" forbedrer racen; i mange tilfælde forringer de tværtimod racen, fordi der bare vælges en tilfældig han, som ikke passer til tævens gener og egenskaber.)

 

Så alt i alt, man bør vælge hundens køn ud fra sine jagt-brugsbehov og eventuelt om man vil lave seriøst avlsarbejde.

 

Myten om hannerne er derfor fejlagtig. I de fleste tilfælde er dagens Kleiner Münsterländer hanner mindre besværlige end tæverne, set i det store perspektiv. 

 

Risiko for spildt arbejde

 

Jeg påstår ikke at du ikke kan få en god hund ved at vælge efter andre overvejelser - man kan jo være heldig.

Men tænk på  – hvis du er ambitiøs – at du skal bruge en-to timer om dagen i flere år, plus hele dage til prøver for at uddanne din hund ordentligt. Hvis du ikke starter med det bedste materiale, vil det så ikke være trist at opdage at hunden har en uovervindelig svaghed efter to års arbejde?

 

Kun én Kleiner Münsterländer har hidtil vundet Danmarksmesterskabet for markprøve for kontinentale jagthunde. Det skete i 2009.

Men i de senere år er de begyndt at vinde flere og flere Fuldbrugsprøver, hvilket fortæller om de alsidige brugsgenskaber. Husk også at Kleiner Münsterländer som race endnu kun udgør en mindre del af de danske stående hunde.

 

Valget er dit!