En Kleiner er ikke en Grosser; brug dog målestokken!

Jeg deltog på en DMK-udstilling for nylig, det var en underlig oplevelse. Min hund fik hvad den fortjente, og det var ikke en top-præmie, så denne artikel er ikke et udtryk for min personlige skuffelse!

Men hvad der faldt mig for brystet var den måde hvorpå bedømmelserne blev gennemført af dommerne. Efter min opfattelse blev der ”bedømt” efter følelser og personlige smagsopfattelser. Først og fremmest undrede det mig kolossalt at prøvens bedste ”Kleiner” var af samme størrelse som en "Grosser". Min tæve holder præcist standardmålet på 52 cm og hun vejer 18,5 kg, men hun blev bedømt ”lille”. Efter min vurdering var et stort antal af udstillingens hanner for store i forhold til standarden og det medfører følgelig et skred i standarden, hvis man bruger disse som normen. Nu er normen altså blevet at standardmålet er ”for lille”!

Det må være et rimeligt forlangende at dommerne skal måle alle hunde på hver udstillingen, så vi får de for store hunde luget ud af avlen!

Herudover undrer bedømmelsesmetodikken mig. Dommerne vandrer blot rundt om hundene og dikterer efter indskydelse deres subjektive opfattelser til sekretæren. Jeg stod længe og lyttede til ”bedømmelserne”. Mest foruroligende var de meldinger jeg hørte, efter at den egentlige karakter var givet. Mange gange gav dommeren her et ”tillæg”, så som ”jeg synes nu bedst om ….” eller ”jeg kan nu bedst lide…”. (Min dommer mente at min hund har et for kort bagerste ribben, men rådede mig til at fodre hårdt til næste udstilling, ”så vil det nok ikke blive opdaget”, samt at ”du skal nok bare undgå mig som dommer”.)

Jeg skal ikke her beklikke dommernes velmenende måde at løse opgaven på. De bruger megen tid på hvervet, hvilket er meget prisværdigt.

Men jeg mener at vores bedømmelsesapparat er utilstrækkeligt og leder dommerne og avlerne over i useriøse bedømmelser til skade for avlsarbejdet. Jeg påstår at mange af de højt bedømte hunde på den pågældende udstilling var for høje! Det må vi kunne gøre bedre. Vi er stille og roligt ved at lade vores racestandard skride som følge af et for slapt bedømmelsessystem.

Jeg foreslår derfor at der skal bedømmes langt mere dybtgående på prøverne end den nuværende subjektive og følelsesmæssige. Det kunne man passende gøre ved at der for hver hund skal udfyldes et skema, hvor hvert enkelt punkt i racestandarden gives point afhængigt af opfyldelsesgraden af den ønskede egenskab. Herved får vi en mere dækkende bedømmelse af hver hund i forhold til racestandarden og ikke blot en given dommers personlige smag eller humør. På længere sigt opbygges der et index over de enkelte hundes linjer. Der vil selvfølgeligt altid være et element af personligt skøn, men det bør begrænses mest muligt.

Yderligere et eksempel fra den pågældende udstilling var behåringen af hundene. Ét er at det er direkte komisk at jagthunde bedømmes ned på grund af slidte faner, når prøven ligger lige efter jagtsæsonen. Men et andet er, at behåringen på flere af de højt bedømte hunde var i klar og synlig modstrid med racestandardens anvisning: dels må kroppens omrids ikke sløres af pelsen og brystpelsen må ikke være for lang. Udover at ”for lang” ikke er et entydigt begreb, må formålet jo være at vores hunde ikke må hæmmes i løb og søg af for lang pels. Jeg mener at enkelte af de højt bedømte løvemanker på denne udstilling strider mod denne hensigt.

En medvirkende årsag til de nævnte punkter er også vores racestandards formuleringer; ”taksonomi” som det hedder med et fint ord. Taksonomi er læren om hvordan man kategoriserer egenskaber, så alle forstår dem på samme måde og således at personlige tolkninger udelukkes mest muligt.

Læser man FCI standard nr. 102 (racens klassifikation), springer en stor mængde ”gummi-ord” i øjnene. Her er der virkeligt lagt op til den enkelte bedømmers frie fortolkning og følelser.

Her er et udpluk: ”Præget af adel og elegance…”, hvem kan bedømme det? Pelsen må ”ikke være for lang.”, må jeg bede om et mål! Hovedskallen skal være ”ædel”, hvad betyder det? Underlinjen skal være ”tør” -?  Halen skal være ”middellang”, javel, hvad betyder det i centimeter? Bagbenene skal have ”korrekte vinkler”; hvad er korrekt?

Mit forslag er: Skriv så det kan forstås! Væk med gummibegreberne og indfør en klar, entydig og målbar standard og overhold den i bedømmelse og avl!

Min konklusion er at vi bør forbedre bedømmelsesgrundlaget og metoden hvorefter hundene bedømmes. Racestandarden bør strammes sprogligt op, så der er mindre rum for fortolkninger og følelser.

Jeg foreslår at der for hver hund udfærdiges et skema som giver point for hver enkelt egenskab i racestandarden, så vi kommer væk fra de subjektive ”bedømmelser” og personlige kæpheste. På lang sigt vil det forbedre udvælgelsen af avlsdyrene som følge af det opbyggede linjeindex.

Og så kunne vi jo passende starte med at udlevere en tommestok til alle dommere og forlange at den bliver brugt!  Vi skal have stoppet Kleiner´ens skred mod at blive en Grosser!