Tak til for en interessant artikelsamling om schweissarbejdet i ”Jæger” 9/2008. Som altid er det spændende at lære nyt om andres specialer.
Jeg er én af de uindviede, som ”pusler” med schweissarbejdet som ”hundesport og sporarbejde i det små” og som leger ”schweisshundefører på hobbyniveau”; hvis man altså skal benævne mig som type efter tonen i artikelserien.
Jeg dyrker en anden gren af hundearbejdet så meget at det er ”om ikke hele - så en meget stor del af deres liv”. Jeg er lidenskabelig træner af stående fuldbrugshunde og ser med ringeagt og snæversyn på alle der ikke brænder for det samme som mig!
Nej, selvfølgelig gør jeg ikke det! Jeg er meget fascineret af schweissarbejdet og ”pusler” med det en betydelig del af min tid. Men jeg forsøger at se ud over min egen næsetip og respektere andres passion. For passion er jo netop dét som driver mange schweisshundeførere. Der er ikke langt til ringeagt for uindviede, når man nu selv har set lyset.
Jeg ser schweissarbejdet som en meget væsentlig del af enhver jagthunds træning. Dette sporarbejde er en unik måde at træne vore hunde i næsearbejde og sporfasthed. Efter min opfattelse er det en meget væsentlig del af efterskudsarbejdet at træne hunden i at koncentrere sig om at følge spor over lange afstande, efter f.eks. harer, ræv eller vingeskudte hønsefugle. Denne type spor kan vi kun vanskeligt træne, men vi har et meget effektivt redskab i schweisssporet.
Det vil tjene ”schweiss-samfundet” til ære hvis man var lidt mere respektfuld over for andre dele af hundearbejdet, vi er alle en del af samme sag. Jeg vil stædigt fastholde at ALT vildt har samme krav på effektiv eftersøgning som hjortevildtet. Der er ingen tvivl om at ”Bambi-øjne-effekten” og Skov- og Naturstyrelsens særlige bevågenhed har givet hjortevildtet denne særstatus, men vi jægere åbner os for vore modstandere ved denne særstatus. Danmarks Jægerforbund burde holde sig uden for sådanne følelsesmæssige sondringer mellem de enkelte vildtarter og behandle eftersøgning af alle type vildt mindre forudindtaget.
Et oplagt spørgsmål fra jagtmodstanderne kunne være: ”Hvorfor er der ikke et ræve-, hare- eller fasan-eftersøgningskorps, er disse dyres lidelser da ikke så slemme som hjortevildtets?”
Hver gang de legitimerede schweisshundeførere udtaler sig, advarer de mod at ”amatørerne” sætter egne hunde på sporet. Selv har jeg flere gange ringet efter en schweisshund når der er behov for en ekspert, men jeg vil have ret til sætte min egen hund på et spor, hvis jeg er sikker på skuddet, uden at blive omtalt nedladende. Jeg sætter jo også min egen hund på en anskudt ræv uden at ringe efter en ekspert. I min optik har begge vildtarter samme krav på eftersøgning.
Men hvis man skal fastholde den nævnte advarsel, så vil jeg opfordre til at undlade statistikfusk. Statistikken om den markant formindskede succesrate, hvis en anden hund har været på sporet er jo kun retvisende, hvis man indarbejder data om hvor mange af disse amatøreftersøgninger som ret faktisk lykkes. Statistikken på side 59 er simpelthen en blanding af ”æbler og pærer”.
Det hævdes at jægerne selv først forsøger eftersøgning, så er 65 % af sporene på over 600 meter, mens kun 47 % er det hvis de straks overlader eftersøgningen til schweisshundeføreren. For det første kan disse to datasamlinger ikke umiddelbart sammenlignes. Hvis jægerne i førstnævnte tilfælde finder 137 dyr (som ikke indgår i statistikken), så falder andelen af spor til 47 % altså det samme som i det andet datasæt.
Det hævdes at antallet af positive eftersøgninger stiger fra 64 % til 79 % hvis jægerne undlader at eftersøge, men hvis der i datagrundlaget for de 64 % lægges 55 dyr til som jægerne rent faktisk finder, så ville den totale succesrate også her være 79 %! Holder man den samlede afskydning af hjortevildt på 121.000 (2007) op mod den samlede mængde legitimerede schweisseftersøgninger er der jo faktisk et ukendt antal tilfælde hvor jægerne jo selv finder dyrene. Der er altså en ganske betydelig usikkerhed.
Jeg skriver ikke dette for at underminere schweisseftersøgningssystemet, tværtimod. Men jeg opfordrer til Schweisshundefolkene (og Jægerforbundets formand) til at opfatte sig som en del af dansk jagt og ikke en afsondret del. I er specialister, som fortjener respekt for jeres ekspertise. I stedet for at isolere jer, ville det gavne helheden hvis I spredte ekspertisen med et bredere formål end bare at rekruttere nye medlemmer. Jeg mener at schweiss-sagen er ved at kamme over fra dét det vitterligt er, nemlig et almindeligt stykke efterskudsarbejde, til at blive en særlig klikes særlige passion.
Det bekymrer mig i høj grad at Jægerforbundets formand deltager i denne klikedannelse i stedet for at varetage helheden.
